Tommelise

Tommelise er en integreret institution med plads til ca. 15 børn i vuggestuen og ca. 25 børn i børnehaven. Vi holder til på en nedlagt gård i Snoghøj med hestefold på den ene side, en stor græseng lige op til legepladsen på den anden side og god plads til aktiviteter udenfor. Vi er alle ude to gange om dagen – nogle dage leger vi på vores egen legeplads, andre dage går vi en tur til vandet eller leger i skoven tæt på børnehaven. Alle rum i institutionen er nyrestaurerede og malet i lyse farver med mange lysindfald. I børnehaven er køkkenet åbent, og alt madlavning foregår sammen med børnene. De skralder gulerødder, ælter dej og former boller. Vi spiser sammen hver dag kl. 11.30, og det er ofte den tid på dagen, børnene hygger sig allermest med hinanden.
 

ER EN RUDOLF STEINER INSTITUTION ANDERLEDES END ANDRE INSTITUTIONER?

Ja – på den gode måde. For os betyder kendskabet til barnets almene udviklingsfaser rigtig meget. Vi har mange års erfaring for, at RYTME (dagens, ugens, månedens og årets rytme) – skaber tryghed hos børnene. At smukke omgivelser – farver, former – legetøj i naturlige materialer, og megen leg udendørs (vand, jord, sand, ild og frisk luft) giver gode og nødvendige SANSEOPEVELSER. Børnene hører mange fortællinger, lærer at lytte og fokusere. Gennem sanglege finder hvert barn med glæde en plads i fællesskabet, og de mange praktiske gøremål som beskæftiger pædagogerne, EFTERLIGNES af børnene; håndarbejde, brændehugning, madlavning, rengøring, havearbejde – alt sammen noget børnene, konkret, med deres VILJE kan deltage i. Men børn og familier i Steiner-børnehaven er jo ikke anderledes end andre – her findes mennesker fra alle samfundslag – som naturligvis er medspillere i det almene lokale samfundsliv. Rudolf Steiner Børnehaven er rummelig – men vi ønsker at fastholde de kvaliteter, der optimalt kan befordre det enkelte barns udvikling. Overalt i verden – på alle kontinenter – i alle lande, og på trods af religiøse eller politiske forhold, findes Rudolf Steiner børnehaver og skoler. Det er en global pædagogik, der er forankret i det lokale. Der er ingen bagvedliggende religion, sekt eller anden skjult bevægelse til at opretholde Rudolf Steiner Børnehaven. Det drejer sig alene om et pædagogisk tilbud med en holdning der tager udgangspunkt i dit barns almene og individuelle udviklingsforløb.